lørdag den 13. oktober 2012

Olav Hergel: Indvandreren

Jeg har længe haft denne bog i tankerne, for efter at have læst bogen Flygtningen var jeg slet ikke i tvivl om at jeg var nødt til også at læse Hergels næste bog om Rikke Lyngvig.
Bogens handling starter sin handling i Marokko hvor vi møder drengen Zaki og hans familie, og får et lille indblik i deres dagligdag der. Faderen Said er nogle år forinden taget til Danmark og vil nu hente sin familie til Europa. Herefter springer handlingen nogle år frem i tiden. Familien må nu siges at være velintegreret i Danmark. Moderen Rabia har rengøringsjob og faderen Said er lagerchef, de har købt hus i Hvidovre. Zaki er tæt på at blive student og lillesøsteren Sahra går også i gymnasiet. Alt tegner lyst for familien.
Da Zaki er blevet student skal han på bytur med sine venner, men det går helt galt. De møder en racistisk dørmand som ydmyger drengene og ikke vil lukke dem ind på diskotek. Efter et par timers tålmodighed har Zaki fået nok og bliver rasende, han nikker dørmanden en skalle og går fra stedet. Dørmanden følger dog efter Zaki og vennerne kommer ham til hjælp. Kort efter ligger dørmanden død på jorden og drengene stikker af. Medierne pisker en stemning op og politikerne overdøver hinanden med forslag til stramninger i forhold til indvandrere. Rikke Lyngvig bliver kontaktet af en kilde som mener der er en noget andet og sandere vinkel på historien end der indtil videre er skrevet i sagen, men kan Rikke få lov at skrive sin historie. Rikke er nemlig stadig i unåde ovenpå begivenhederne fra Hergels første bog ”Flygtningen”.
Hergel har virkelig ordet i sin magt. Personerne bliver beskrevet på en måde så de virker levende og vedkommende. Handlingen udrulles i et tempo, så man som læser kan følge med og der er plads til eftertænksomhed og alligevel så man aldrig kommer til at kede sig. Samtidig er der spændingshøjdepunkter hvor bogen ikke er til at slippe. Jeg kan rigtig godt lide at man i bogen springer mellem at opleve indvandrerfamiliens, pressens og politikernes synsvinkel på sagen. Hergel har et meget klart budskab og sætter integration, racisme og indvandrerpolitik på dagsordenen, men har formået at flette det hele sammen til en fantastisk spændingsroman.
Vurdering 5/5:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar