Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne

Bogen er en fortsættelse med Afdeling Q, som i "Kvinden i buret" opklarede sagen om Merete Lynggaard, men den kan sagtens læses uden kendskab til forgængeren. En gammel sag tilbage fra 1987 lander af uforklarlige årsager på Carl Mørcks skrivebord i Afdeling Q. Sagen handler om et søskendepar som er blevet myrdet i et sommerhus, og sporene pegede i retning af en gruppe kostskoleelever fra den velstående del af samfundet. Der blev aldrig fundet direkte beviser mod de mistænkte, men 9 år efter melder en fra gruppen sig og tilstår drabene. Så sagen synes jo opklaret.

Carl og hans assistent Assad får dog gravet sig dybere ned i sagen og finder flere ting der ikke stemmer, og da han fra højere sted i hierarkiet får besked om ikke at bruge mere tid på den sag, så vækkes hans nysgerrighed og stædighed bare endnu mere. I dag sidder de tidligere drabsmistænkte på høje stillinger i samfundet og er ikke så lette at komme i nærheden af med en efterforskning uden beviser. Undervejs i handlingen stifter vi bekendtskab med posedamen Kimmie, som ender med at have en ret central plads i handlingsforløbet.

Jeg havde hørt meget om denne bog og mine forventninger var derfor høje, desværre lever bogen slet ikke op til hvad jeg havde hørt og læst. Bevares det er da en god bog, som er værd at læse, men efter min mening lever den slet ikke op til sin forgænger. Jeg mangler ganske simpelthen at sidde og hige efter at vide mere undervejs, for groft sagt så er der ikke så meget tvivl om hvem der er de "onde", det handler bare om at skaffe beviser imod dem, og de når da også at lave lidt svinestreger undervejs - men spændingen stiger aldrig rigtig til det niveau, som jeg forventede. Bogen må derfor nøjes med middelmådige 3 stjerner fra mig.

Vurdering: 3/5