John er på vej hjem fra byen, da han ser en prostitueret bliver overfaldet af sin alfons, John prøver at gribe ind, men bliver slået ned. John får hjælp af den tilsyneladende hjemløse "Hus forbi" sælger Tom, som han sporadisk genkender fordi han plejer at sælge sine blade foran Kvickly. Det viser sig, at Tom i et stykke tid har gjort sig en masse observationer i nattelivet, hvor nogle prostituerede lever med en hverdag med vold og tæsk. Tom mener han har en historie og har dokumenteret nogle af hændelserne på video. John vejrer en god historie og indgår i et vanskeligt samarbejde med den aparte Tom. John bliver ført vidt omkring i sin research og bliver rodet ind i en farlig underverden i sin jagt på den gode historie.
Denne bog er den første i en planlagt trilogi om journalisten John Hilling, og jeg må sige at jeg glæder mig utroligt til de næste udkommer. Bogen er spændende og kommer vidt omkring. I starten får læseren ikke meget at vide om John Hilling, men et stykke inde i bogen får vi historien om Carla og læseren får et indblik i hvad John har været igennem, og hvad der har været med til at forme ham til den person han er i dag. En spændende og velskrevet bog som jeg kun kan give de varmeste anbefalinger.
Vurdering: 5/5





Ingen kommentarer:
Send en kommentar