onsdag den 17. oktober 2012

Harlan Coben: Hold tæt

I den lille by Glen Rock hører vi om beboerne, som har hver deres hemmeligheder, som de vil gøre alt for at skjule for deres omgivelser. Tia og Mike har en teenagesøn Adam, som den seneste tid har trukket sig længere og længere væk fra dem. De er så desperate, at de nu overvåger hvad han foretager sig på sin computer, og opsnapper her nogle foruroligende beskeder som kunne tyde på lyssky aktiviteter.

Adam havde en god ven som har begået selvmord for et halvt år siden, og dennes mor opdager overraskende ting om sønnens selvmord. Adam forsvinder dog sporløst da han konfronteres med denne mors spørgsmål.

Midt i det hele sker der nogle rå og meget voldelige mord, og noget kunne tyde på at der er en seriemorder på spil i den lille by.

Bogen er ufattelig spændende og nærmest umulig at slippe når man først er gået i gang. Handlingen udspiller sig på så mange planer at jeg et øjeblik tvivlede på at de blev flettet sammen til sidst, men det gør de naturligvis i bedste Harlan Coben stil. Super, super krimi, andet er der simpelthen ikke at sige til denne bog.

Vurdering: 5/5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar